Elvis sætter endnu mere liv i Næstveds summende café-centrum

Caférne står skulder ved skulder omkring Sct Mortens Kirke i Næstved, og nu får de café latte-hungrende sydsjællændere endnu et sted at slukke tørsten. Caféen Elvis har nemlig slået dørene op i den ene ende af den eksklusive Emily & Elliot-butik, og de satser på kvalitetskaffe og små lækre kager på at ramme et segment i cafélivet, som kan skubbe Næstved endnu længere op på caféernes topliste.

Her på aosj elsker vi selvfølgelig gode caféer, og netop Næstveds blomstrende caféliv er med til at gøre det lidt lækrere at bo her i det skønne Sydsjælland. Derfor skal Elvis have held og lykke, og med placeringen mellem Café Vivaldi og Café Oliver, er der lagt op til en kamp på kvalitet og god stemning om kunderne.

Det helt store cafékøkken overlader Elvis til sine naboer, og det er måske også en god idé at fokusere på stemning og kvalitetskaffe. Vores første besøg hos Elvis fik os i hvert fald til at ønske at komme snart igen. Og igen…